ÆSKEN er et prisvindende børnemusikorkester, som spiller inddragende, humørfyldt og energisk musik for børn i alle aldersgrupper og deres forældre!
Æsken vandt i december 2017 en Danish Music Awards i kategorien Børnejazz. De nominerede var udvalgt, fordi de i særlig grad har været med til at udbrede glæden og kendskabet til jazzmusik for børn, hvilket er særligt vigtigt for Æsken, da netop kommunikationen med børn og formidling af spilleglæde er helt essentielt for gruppen.
Æsken spiller inddragende koncerter, men spiller og skriver også flere forskellige Musikteaterforestillinger, laver workshops og holder inspirations-foredrag.
Fælles for alt hvad Æsken laver er, at gruppen er drevet af hjerteblod for børn, for legen og for musik. Æsken er skabt af de to musikanter og tumultører Lasse Bech Kiilerich (drm., voc.) og Sidsel Bech Kiilerich (gt., voc.), og ledsages af spillekumpanerne Kristian Koldbro (bas), Janus Holst Aaen (gt., voc.) og Lasse Enø (sax).
ÆSKEN har eksisteret siden 2015 og har turneret i hele Danmark, og har spillet koncerter til bl.a. Aarhus Jazz Festival, Riverboat Jazz Festival, Tunø Festival, filmfestivaler, børnefestivaler og mange, mange andre steder.
Sidsel Bech Kiilerich: Er skaber af Æsken. Hun finder på, spiller guitar, synger, leger og skriver sange og forestillinger.
Lasse Bech Kiilerich: Er skaber af Æsken. Han finder på, spiller trommer, leger, og tryller. Sidsel og Lasse har været sammen siden forrige årtusinde - er ægte ægtefolk med deres to børn, Eske på 7 år og Birk på 4 år. De bor allesammen det meste af året i en kolonihave i Aarhus.
Janus Holst Aaen: Spiller guitar og synger kor mm. i Æsken. Han fjoller, leger og gøgler. Han er en god, gammel ven af Lasse, og de har spillet musik sammen i utallige år - engang var det mest rock. Janus er kærester med Mia, og tilsammen har de to fire børn, Vigga på 7 år, Johanne på 4 år, og tvillingerne Sofia og Vito på 6 år.
Kristian Koldbro: Spiller bas og synger kor mm. i Æsken. Han fjoller, leger og gøgler. Han er Lasse og Sidsels ældste, bedste ven. Han var med til begge deres børns fødsler, og han viede dem ved deres bryllup i 2012. Kristian bor i træhytten lige ved siden af, sammen med sin kæreste Sarah som han har Frej på 3 år sammen med.
Lasse Enoe: Spiller Saxofon og synger kor mm. i Æsken. Han er en ny god ven af Æsken. Han bor sammen med sin kæreste Astrid i et lille fint bindingsværkshus på Djursland, sammen med Astrids datter Augusta på 4 år og en lille ny på vej i maven.